Gå til indhold

Ambientec

Ambientec er et japansk belysningsfirma, etableret i 2009 af Yoshinori Kuno. Idéen til Ambientec opstod ud fra Kunos tidligere erfaringer med hans virksomhed AOI Japan Co., Ltd., grundlagt i 1999, hvor han specialiserede sig i beskyttelsesudstyr og lys til undervandsfotografering.

Erfaringen med vandtætte produkter blev grundlaget for Ambientecs produktportefølje, som i dag består af transportable, genopladelige og vandtætte lamper til hverdagsbrug – her mødes avanceret LED-teknologi med tidløs æstetik og bæredygtighed. Alle lamperne er designet med materialer og komponenter af høj kvalitet, der kan repareres og udskiftes, hvilket forlænger levetiden og bryder med “brug og smid-væk”-kulturen.

Filosofien bag Ambientecs trådløse lamper tager inspiration fra belysningens oprindelse, med intime rum og stemninger skabt af stearinlys og olielamper, før strøm, ledninger og stikkontakter opstod. Denne mere sanselige tilgang til lys, kombineret med moderne teknologi, giver mulighed for at justere lampernes lysstyrke, så de kan tilpasses det enkelte rum og den ønskede stemning.

Ambientecs lamper er designet i samarbejde med internationale, ikoniske designere og henvender sig både til private hjem og erhverv som hoteller, restauranter og kontormiljøer.

I vores showroom i Nordhavn har vi flere af bordlamperne udstillet, bl.a. N-TL01 fra samarbejdet med Norm Architects, samt modellerne Sage, Remli, Madco og Turn Craft blandt andre.

Priser fås ved henvendelse og forespørgsel til os på +45 33 91 37 37

Har du spørgsmål? Kontakt os

Kamille Wehner Wall

Coordinator

Modtag vores nyhedsbrev